Kortoplevelsen er også en designoplevelse

Gode og smukke kort er oplagte til en stærk visuel formidling af information

Af: Sofie Gjedde-Simonsen - 5. september 2018

Om at arbejde med design og kort

Når man, som jeg, har baggrund i geoinformatik, geografi og IT, synes man at kort i sig selv er spændende og kan være meget smukke. Omvendt har jeg gennem tiden også oplevet den modsatte reaktion, hvor folk (f.eks. testpersoner) synes at kort er overvældende og meget svære at tolke. Og netop dér ligger udfordringen.

Denne udfordring vil jeg tage op over en række blogindlæg.

I dette blogindlæg vil jeg beskrive de tanker, der ligger bag den tilgang til designaspektet som vi har i Septima, samt hvor jeg selv finder inspiration til at skabe gode og smukke kort med stærk visuel formidling af information, og hvordan man får skabt kort, hvor den æstetiske og funktionelle del hænger sammen, som en del af den samlede brugsoplevelse. Det er to forskellige ting og de skal gribes an på forskellig vis.

I næste blogindlæg vil jeg fokusere på mine erfaringer med web og kartografi.

Konference om Design

Designmatters er en årlig dansk konference om design, hvor jeg har fået meget inspiration. Næste konference afholdes i København d. 26-27 september 2018

Design tilgang

En af de ting jeg bed mærke i, da jeg startede i Septima, var stort fokus på designdelen. Tit bliver det formuleret sådan, at løsningen skal være ”lækker” og at kortet skal være udformet, så det indgår i det samlede design.

Funktionalitet og brugervenlighed er et naturligt krav fra kunderne, og et perspektiv der indarbejdes i tidsplaner og brugertests for nye it-systemer.

Designmæssigt refererer kunderne nogle gange til en designguide, og det er rigtigt godt for i denne kan der ligge mange gennemarbejdede og brugbare tanker. Men meget ofte har kunderne kun vage forventninger og visioner om hvordan en kortløsning skal designes. Nogle gange styrer en enkelt persons subjektive holdning, men ofte er kortdesign et aspekt som helt glemmes både definitions-, kravs-, tids- og pengemæssigt.

Fordi vi synes det er en vigtig faktor, arbejder vi i Septima med at få designaspektet ind i næsten alle de ting vi laver (og jubii, vi har lige ansat den vildt dygtige designer Ida Hoffart). Design, også af kortet, er noget vi altid har med, når vi møder kunden, skriver tilbud og arbejder på vores egne produkter. Vi tager det med i vores estimater og tidsplaner og lægger også tit egen tid til, fordi vi mener det er en vigtig prioritering.

Rent praktisk ligger mange af vores designtanker naturligvis i starten af projektet. Jeg tegner forsider og enkelte undersider eller menustrukturen op, f.eks. i designprogrammet ”Sketch”. Men mit arbejde med løsningens design slutter ikke her. Jeg indgår også i den efterfølgende udviklingsfase, når undersider, pop-ups eller andet skal udvikles – så de grundlæggende designprincipper kan videreføres og tilpasses i en færdig, helstøbt og ”lækker” løsning.


Pinterest skærmbillede

Pinterest med søgeord: infographics, illustrations, data, map

Inspirationskilder

Det er forskelligt hvor meget vægt folk hver især lægger på design og det æstetiske udtryk, men faktum er, at de programmer og apps vi omgiver os med, med tiden er blevet meget stærke og professionelle i det visuelle udtryk.

Det betyder også, at vi forventer meget mere af de systemer vi omgiver os med, herunder også kortsider. Ved udviklingen af et system eller produkt handler det således om at få nogle grundprincipper på plads ved at have nogle grundtanker om: Farveskala, grundformen, virkemidler og navigation eller menu.

Som nævnt er jeg en af dem der har interessen for det visuelle i min DNA. Det er naturligt for mig at være meget nysgerrig på det visuelle og i min daglige færd. Inspirationen til kortløsninger henter jeg fra alle vinkler - og ikke kun fra geodata-branchen.

Nogle generelle kilder jeg bruger til inspiration, er Pinterest med søgeord som datavisualization, infographic og forskellig begreber sammensat med webdesign. Dataviz.tools har en rigtig god oversigt over værktøjer til datavisualisering.

En undervurderet men væsentlig opgave er at definere et farvetema, her bruger jeg rigtigt tit en af de mange farveværktøjer der eksisterer på nettet f.eks. coolors generator eller paletton.


Konference om Design

Eksempel fra coolors.co


Derudover er jeg åben for inspiration fra andre fagområder, og holde øje med hvad der generelt laves af datakunst, datavisualisering og datajournalistik. For eksempel følger jeg tableau, flourish og Kaas & Mulvad og den finiske Topi Tjukanov (Twitter @tjukanov), der i øvrigt kommer til Kortdage 2018.

Af nyhedsbreve er jeg glad for muzli der lige fra inboxen giver spark til det visuelle oplevelse. Lidt mere anderledes, men også spændende, er at kigge på kunstnere som den franske Armelle Caron.

En af mine favorit websites er en ældre interaktiv dokumentar Bear 71, der blander dokumentar med kort-oplevelse og mixer journalistik, data og interaktiv kunst. Dette er en meget inspirende formidlingsform.

Bear 71 - en interaktiv dokumentar, der blander kortoplevelse og dokumentar

Næste blogindlæg: Mine erfaringer med web og kartografi

I det kommende blogindlæg vil jeg fokusere på mine erfaringer med web og kartografi.