Kurt Menke er QGIS og Open Source enthusiast - og nu er han, sammen med sin kone Sarah, flyttet fra USA til Danmark, hvor han er startet hos os i Septima. Jeg har interviewet Kurt om, hvorfor Danmark er blevet hans nye hjem, og hans tanker om QGIS.

Interviewet foregik på engelsk, men er efterfølgende blevet oversat til dansk.

Hvorfor valgte du at flytte til Danmark?

Åh ja - well. Jeg tror nok det begyndte da jeg og min kone kom til Danmark for at deltage i QGIS brugerkonferencen på Skovskolen i Nødebo i 2015. Vi har altid holdt af Europa og nød meget at være her i Danmark, og er siden da vendt tilbage fire gange. Man kan nok sige, at vi blev forelskede i Danmark dengang. Så det er nok den ene del af forklaringen.

Den anden del er, at jeg er en stor fortaler for “open source” - og har været det længe. Jeg har brugt PostGIS og QGIS i mange år - jeg tror, at det var i 2005 eller 2006 at jeg downloadede QGIS for første gang. Jeg har undervist i brugen af QGIS siden version 1.0 - og i alle årene derefter. Men der hvor jeg boede - og de fleste andre steder i USA - er ESRI fuldstændig dominerende. Når kommuner eller statslige styrelser udbyder opgaver, er det ESRI der var skrevet ind i kontrakterne - der er ikke plads til Open Source GIS.

Så efterhånden fandt jeg ud af, at mange af de kunder og venner som jeg har i Open Source og GIS-verdenen, og som efterspørger det jeg kan, findes i Holland, Danmark og andre steder i Europa.

Derfor begyndte vi at lege med tanken om simpelthen at flytte til Europa, enten for en periode eller mere permanent. Min hustru er kropsterapeut inden for et område som der også er stor interesse for i Europa. Vi overvejede forskellige ideer, talte med mange mennesker, bl.a. i Danmark - og i mellemtiden kom så pandemien - med alle dens konsekvenser.

For at gøre en lang historie kort, begyndte jeg at tage danskkurser sidste år i maj. Det satte gang i et jobtilbud fra Septima og en ansættelsesaftale - så vi solgte vores hus i New Mexico og flyttede til Danmark!

Så du må forstå, at vi ikke er på flugt fra USA - vi er tiltrukket af de nye muligheder. Vi er et sted i livet, hvor vi kan gøre det: Vi skal lære sproget, etablere os, slå rødder og blive en del vores nye lokalsamfund.

Du har jo skrevet en vifte af lærebøger om GIS og især om QGIS, kan du fortælle lidt om dem?

Ja, jeg har undervist i mange år og begyndte på et tidspunkt at skrive lærebøger.

Min seneste er “Discover QGIS 3.x” som er bestseller fra forlaget “Locate Press” - naturligvis ikke som en “New York Times Bestseller” men salget går fint - både som trykt bog og som e-bog. Bogen bruges som pensum på en række universitetskurser.

Det samme gælder “QGIS for Hydrological Applications” som jeg har skrevet sammen med Hans van der Kwast. Selv om den er lidt mere specialiseret, bruges den intensivt bl.a. på IHE Delft, hvor Hans underviser internationale hold af studerende. Så den er jeg også stolt af.

Du stiftede et firma, “Birds Eye View GIS”, hvor visionen bl.a. var, at GIS og spatiale data skulle bidrage til at løse verdens store problemer - kan du fortælle lidt om dine opgaver?

Ja, det har altid været mit mål, at man skal bruge teknologi til at hjælpe verden - ikke til at gøre skade på den. På mange konferencer og på universiteterne kan man støde på anvendelser af GIS, som efter min mening går i den forkerte retning.

Så da jeg for 20 år siden stiftede “Bird’s Eye View”, var det for selv at kunne bestemme og tage de opgaver og kunder som gav mening for mig. Det har typisk være opgaver inden for “wildlife”, naturbeskyttelse, miljø og sundhed.

I store dele af USA er det fx et problem at de store uberørte landskaber skæres igennem af veje og anden infrastruktur. Jeg har haft mange opgaver som handler om at bruge GIS til at beregne, hvor der skal etableres passager for de vilde dyr, så de ikke klemmes sammen i stadig mindre habitater.

Inden for sundhed har jeg for nylig hjulpet et universitet i Atlanta, Georgia, med at analysere mønstrene i stafylokok-infektioner i sundhedssektoren, bl.a for at kunne forudsige risikoen for multiresistens over for ikke-resistent smitte. Jeg har også brugt QGIS’ nyeste temporære værktøjer til at visualisere udbredelsen af Covid-19 i de amerikanske amter (counties).

Hvordan ser du fremtiden for QGIS?

Hmmm… Det er et svært spørgsmål. Men fremtiden bliver helt sikker god! Der er et helt specielt community omkring QGIS med så mange dygtige og passionerede mennesker, der har et ønske om, at QGIS fortsætter med at være et godt værktøj.

QGIS er jo efterhånden ved at være et ‘mature’ stykke software, og fremadrettet tror jeg især, at QGIS vil blive udvidet med muligheder for at arbejde med endnu flere dataformater. Det er jo også det, som vi har set på det seneste, med fx 3D-miljøet, mesh-data og senest punktskyer. Håndteringen af disse datatyper vil også helt sikkert blive forbedret - og der vil også ske yderligere forbedringer med ‘Temporal controller’ til at visualisere udvikling i tid.

Hvis du skal vælge én ting i QGIS som er særlig godt, hvad er så det?

Noget af det, som jeg synes er særlig fedt ved QGIS, er datavisualisering og kartografi. QGIS er et utrolig stærkt værktøj til netop dette - det er helt utroligt hvor mange kreative visualiseringer som man kan lave i QGIS - og folk bliver ved med at finde nye spændende visualiseringsmetoder.

Kan du fortælle lidt om, hvad du skal lave hos Septima? Og er der noget som du ser særligt frem til?

Jeg kommer til at hjælpe både mine kunder fra mit hidtidige arbejde i USA og nye kunder, både i Danmark og internationalt. Desuden kommer jeg til at skulle afholde en række kurser bl.a. om avanceret visualisering i QGIS.

Jeg er spændt på at lære mere om de forskellige danske datasæt, og hvordan QGIS bliver anvendt i Danmark. Jeg håber, at jeg hurtigt får lært nok dansk til, at jeg kan hjælpe danske kunder med geografiske analyser, datavisualisering - og selvfølgelig undervisning i QGIS.

Derudover ser jeg frem til at arbejde med kollegaer med mange forskellige kompetencer, samt at kunne blive en del af større projekter, som jeg ikke kunne lave da jeg var selvstændig.

Der er nok mange her i Danmark, som vil vide, hvordan det er at lære dansk. Du startede et kursus i maj sidste år - hvordan går det - og hvad er svært?

Jeg synes, at det går godt med at lære dansk. Jeg har kun har haft en time om ugen siden jeg startede - og det er selvfølgelig ikke nok. Jeg har måske et ordforråd på 1000 ord nu, men skal vist op på 10.000 ord før man kan sige, at man mestrer det.

Det største problem er udtalen - mens grammatikken er nogenlunde ligetil. De ekstra vokaler, som vi ikke har på engelsk er virkelig svære. Nogen gange, efter en masse forsøg, siger min lærer til mig: “Dér var den - sådan skal det lyde!”. Men jeg kan ikke høre det! Jeg ved, at det var rigtigt, men har ingen anelse om, hvad jeg gjorde for at få det til at lyde sådan. Det er noget der bare kommer til at tage tid, tror jeg.

Har du nogle fritidsinteresser? Jeg synes, at jeg har hørt, at du interesserer dig for fugle?

Det er rigtigt - jeg er “fug-le-kig-ger” (Kurt ler) men i det hele taget alt udendørs - hiking, cykling - og bjergbestigning - som jeg har tænkt mig at praktisere i Norge på et tidspunkt - selvom de danske bjerge vel også er værd at se.

Og så er jeg jo uddannet arkæolog, og den interesse har jeg ikke forladt - så jeg ser frem til at udforske historien her i Danmark - jeg er fascineret af gravhøje og stendysser her i området.

Nu kommer foråret snart, hvad ser du frem til?

Jeg ser meget frem til at vi får købt et hus her i Danmark. De seneste tre måneder, har vi levet i vores kufferter. Det bliver godt at ‘settle down’, få en rutine og blive en del af samfundet.

FAKTA:

Kurt har en bachelor i arkæologi og en master i Geografi fra University of New Mexico. Kurt har været selvstændig GIS-konsulent i firmaet Bird’s Eye View GIS som han startede tilbage i 2000. Nu er Kurt startet i Septima.

Vil du vide mere om Kurt og hans tidligere arbejde, kan du: