Hvad er punktsky-data, og hvor kan du hente dem?
Punktsky-datasæt består af en samling punkter i 3D-rummet (op til milliarder, endda billioner), der er indsamlet ved hjælp af laserscanning (LiDAR) eller fotogrammetri. LIDAR er et akronym for “light detection and ranging”. Det er en remote sensing teknologi, der bruger lasere til at måle afstand til reflekterende overflader. Tætheden af punkterne kan variere, hvilket giver detaljerede oplysninger om det scannede område. Derudover har punktskyer attributter, herunder X-, Y- og Z-koordinater, en klassificering og intensitet.
I Danmark kan punktsky-data hentes på Dataforsyningen. Hele Danmark er dækket af punktsky-data, der kan hentes i blokke af 10*10 km. Punkterne er opdelt i 13 klassifikationer såsom terræn-, bygnings-, vegetations- og bropunkter. Punktskyen er gemt i det binære LAZ-format med et gennemsnit på 4,5 punkter/m2.
Hvad kan punktskyer bruges til?
Punktskyer kan bruges til at visualisere landskabet, herunder infrastruktur og vegetation. Attributter kan bruges til at style punkterne i forskellige farver. Ved hjælp af QGIS’ forskellige indstillinger for gengivelse af punktskyer kan du fremhæve mange forskellige aspekter af terrænet. Punktskyer kan ses i både 2D og 3D.

De kan også bruges sammen med højdeprofiler til at vise tværsnittet af en punktsky, hvor der kan foretages målinger mellem punkterne. Desuden kan du interagere med punktskydata ved hjælp af værktøjet ‘Identificer Objekter’. Dette værktøj fungerer i 2D Map Canvas, i højdeprofilplots og i 3D-views.

QGIS indeholder en række processeringsværktøjer til punktskyer. Der er værktøjer til at konvertere punktsky-data til andre formater, administrere data og udtrække data. De giver dig mulighed for at gøre ting som at klippe et punktskylag, underinddele et datasæt ud fra filterudtryk (fx kun at få vist bygninger), eller konvertere en punktsky til en raster. Med sidstnævnte værktøj kan du fx oprette en terrænoverflade ud fra en punktsky.

Indlæsning af punktskyer i QGIS?
Data kan indlæses via Browser-panelet eller Data Source Manager. QGIS understøtter standard filformaterne *.las og det komprimerede format *.laz. QGIS understøtter også COPC-formatet (‘Cloud Optimized Point Cloud’). Faktisk, når du første gang indlæser en LAS/LAZ-fil i QGIS, konverteres den automatisk til COPC-formatet. Det kan tage lidt tid, men der gør det hurtigere at arbejde med punktskyerne efterfølgende.

Nye funktioner - redigering af punktskyerne?
Understøttelse af punktsky-data blev første gang tilføjet i QGIS version 3.18 - det var i foråret 2021. Ny punktskyfunktionalitet er blevet tilføjet i næsten hver eneste version siden da, dette gælder også i den nyeste version - QGIS 3.42 Münster. I denne version er det blevet muligt at redigere punktsky-datasæt, så attributterne kan ændres. Det kan være vigtigt, hvis et punkt er blevet klassificeret forkert, eller hvis du har brug for at tilføje en helt ny klasse. Den korte film nedenfor er en kort demonstration af, hvordan det fungerer.
Da punktskyer indeholder højde, sker redigeringen i 3D Vieweren. I QGIS 3.42 kan du redigere en hvilken som helst attribut, og den angivne værdi vil blive anvendt på de punkter, du vælger. I den næste version af QGIS (v3.44) der kommer til juni, vil der blive tilføjet en række af værktøjer, som skal gøre det lettere at vælge netop de punkter, der er interessante.

Bemærk: Denne nye funktionalitet er udviklet af vores partner, Lutra Consulting, en del af vores stærke netværk i Open Source-fællesskabet. Den blev udviklet for at hjælpe med at løse en række udfordringer med at redigere punktsky-data i QGIS for Klimadatastyrelsen, som betalte for udviklingen. I Septima faciliterede vi udviklingen, og deltog i planlægningsmøderne mellem KDS og Lutra Consulting. Løsningen kommer hele verden til gode, er blevet modtaget med begejstring og bruges allerede flere steder uden for kongeriget. Dette er et godt eksempel på, hvor nemt det er at få nye funktioner tilføjet til QGIS!
Hvis du vil lære mere om at bruge punktsky-data i QGIS, tilbyder vi nu et kursus! Du kan læse mere om det her.
Vi har også kurser for dig, der er skal til at bruge QGIS - fx vores introduktionskursus - og til dig, der allerede har kendskab til QGIS - fx vores videregående kursus eller nogle af vores online kurser med fokus på et specfikt emne i QGIS.
Læs mere om vores kurser her.