Kurt Menke er velkendt og respekteret i det globale geospatial og open source community. I Danmark er han især kendt som enthusiast og ekspert i QGIS, som han har skrevet seks bøger om, herunder lærebogen ‘Discover QGIS 3.X’, der giver en grundig introduktion til QGIS.
I januar flyttede Kurt, sammen med sin kone Sarah, fra New Mexico, USA, til Danmark - og nu er han startet i Septima, hvor vi er stolte over at kunne byde ham velkommen.
Kurt er en anerkendt underviser og formidler af GIS og spatiale analyser, bl.a. som tutor på en række amerikanske universiteter og fra sine mange præsentationer på internationale geo- og open source relaterede konferencer. Senest afholdt han i 2020 en stribe frie webinarer om anvendelse af QGIS til hydrologiske analyser.
I 2015 modtog han, som en del af GeoAcademy-holdet, udmærkelsen “Global Educator of the Year Team Award”.
Gennem mere end 20 år har Kurt brugt sin GIS og geospatiale ekspertise både lokalt, regionalt og globalt. Det er bl.a. sket via hans virksomhed “Bird’s Eye View”, hvor missionen har været, at spatiale teknologier skal bidrage til løsning af verdens økologiske, sociale og økonomiske udfordringer.
Kurt har været OsGeo Charter Member siden 2015. Det betyder, at Septima nu har hele tre personer i inderkredsen af dette globale not-for-profit netværk, der arbejder for at fremme nyttiggørelsen af open source spatiale teknologier.
Kurt kender i forvejen til Danmark, da han bl.a. har undervist universitets kurser og workshops i Danmark. Til den danske QGIS brugergruppes online event den 11. februar vil han deltage med et oplæg, så der kan du høre ham fortælle om, hvordan mesh-data kan bruges til visualisering af danske storme.
Derudover glæder vi os i Septima til at introducere Kurt Menke i den danske geodata-verden - og til at høste af hans store viden og erfaring inden for kartografi, web mapping, spatiale analyser, open source, QGIS og - ikke mindst - undervisning og læring. Kurts mail-adresse er naturligvis “kurt@septima.dk”.
Du kan læse mere om hvorfor Kurt er flyttet til Danmark og hans tanker om QGIS her.